"Moderne landskab" af Uwe Gressmann

Hvad du har brug for:

• Original tekst

Substantiverne i "moderne landskab"

Moderne landskab (af Uwe Gressmann)

Ståltræer vokser på fortovene

Og ledningerne forgrener sig

fra træ til træ

Brøl nedenunder

De elektriske dyr

Gik forbi med mennesker i hjertet

Og så går der mange forbi

Og finder intet andet i det;

Fordi stenlandskabet

Er hans mor også

• I dette digt skal du først finde substantiverne. Disse er "ledninger", "træ", "dyr", "mennesker", "hjerter", "landskab", "mor". Hvis du tilføjer titlen "Moderne landskab" til digtet, har alle ord på nær tre ord intet at gøre med "Moderne". Men med "landskab". Et landskab i sig selv er ikke moderne, det er der. Det bliver kun til et landskab gennem folks opfattelse og kan også ændres gennem dem.
  instagram viewer

• Nu er moderniteten per definition menneskeskabt. Så når vi taler om "moderne landskab", taler vi om et menneskeskabt landskab. Så der er en tydelig forskel mellem landskabet selv og det menneskeskabte landskab. Og det er digtet sigter mod. Så når Uwe Gressmann beskriver et moderne landskab og alle undtagen to navneord i ét Landskab i sig selv kan lokaliseres, så du kan antage, at det er metafor handlinger.

• Ved at indføre metaforer fra selve landskabet i beskrivelsen af ​​et moderne landskab, gør han de to sammenlignelige. Mennesket ser på selve landskabet og beskæftiger sig med selve landskabet. Det er også ham, der skaber det moderne landskab. Han er broen. Billedet er brudt op af ledningerne.

Uwe Gressmann som digter og maler

• Uwe Gressmann er maler i dette digt. Læseren ser med ham på det landskab, han beskriver. Der er træer, dyr med hjerter og mødre. Og alligevel er det moderne. Det er menneskeskabt, det er sten, det er en by. I sit arbejde beskriver Gressmann den urbane jungle, der lever og skælver, føder og lader gå. Folk skynder sig, de er afslappede og vises kun i landskabet.

• De bliver til dyr. Gressmann stiller spørgsmålet om menneskelig eksistens i den moderne tidsalder og afslører hermed en kulturkritik, der blev tydeliggjort på et andet område af antropologen Konrad Lorenz. Efter forfatterens opfattelse er det faktum, at digtet blev skrevet i DDR og dermed under kommunisme også vigtigt.

• Dette så sig ikke kun som revolutionerende, men også som en permanent avantgarde, som en konstant vej mod (teknisk) fremgang. Også for Marx betyder teknisk fremgang i første omgang industrialisering og går derefter videre til revolutionær socialisering. Kommunisterne mente, at dette var opfyldt i deres system, tænk bare på de mange VEB'er (nationalt ejede virksomheder).

• Det er netop denne industrialisering og mekanisering, urbaniseringen af ​​landskabet og dermed fremmedgørelsen af ​​mennesker fra landskabet selv og naturen, digtet sigter mod. Det er ikke en samfundskritik, det er en kritik af et koldt system, der har frembragt socialiserede mennesker, der bare ”går forbi” og ikke mærker noget. Det vil jo på et tidspunkt også være et produkt af byen.

• Mennesket er jo også skabt af sit miljø. Miljø er levevilkår, venner, slægtninge, behov og også det miljø, hvor han vokser op, som han er vant til. Hvis mennesket ikke ved andet end stenlandskabet, byen, industrien, tekniske fremskridt, så er det normalt, mennesket bliver kedeligt. Han stopper med at spørge, fordi det er kendt for ham, og det affødte ham.

• I sidste ende er det moderen, der skaber mennesket, og når Uwe Gressmann beskriver stenlandskabet som menneskers mor, er dette virkelig den ultimative konsekvens. Den fuldstændige afvisning, fjernelsen af ​​mennesket fra naturen manifesteres her. Digtet er således ikke kun en subversiv handling mod et totalitært regime, det er det også Skrig mod den menneskeskabte fremmedgørelse af sig selv fra naturen, som han faktisk er lyttede til.